”Alt liv har værdi”

 

Oplæg om Møllehuset mandag 26-11-2012 

Møllehuset Thisted blev stiftet i 1983, som et bosted for op til 14 svært fysisk og psykisk handicappede børn og unge i alderen 0-18 år. Børnene har mange, meget forskellige og ofte også flere diagnoser. Der er en stor og veluddannet personalegruppe, som består af pædagoger, sygeplejersker, ergoterapeut og social- og sundhedshjælpere med flere. Bostedet er opdelt i to familiegrupper, Egegruppen og Fjordgruppen. Beboerne er opdelt efter deres diagnoser og handicaps, således at deres forskellige vanskeligheder og behov tilgodeses bedst muligt. Hvert barn har eget værelse, der er indrettet efter alder, det skal være et rigtigt hjem. Børnene går i børnehave/skole hver dag.

Møllehuset har stor udendørs legeplads, sansehave, gårdhave og indendørs er der et snoezelhus. Det vil sige et sansehus med forskellige rum f.eks. musikrum, massagerum, tumlesal og ”Det hvide rum” (giver ro).

Der er et tæt samarbejde med forskellige specialister indenfor det pædagogiske og sundhedsfaglige område (speciallæger, tandlæger/specialtandlæger, psykologer, fysioterapeuter, diætister, og mange flere).

    Det faglige fundament

Uanset hvor dårlig man er, har livet værdi – børnene skal have et godt liv. Møllehuset fokuserer på at have glade børn, det skal være et rart og hyggeligt sted. Derfor leves der også et så normalt liv som muligt. Der holdes traditionel juleaften med juletræ og julemad, gaver under juletræet, fastelavn og andre højtider. Der tages på ture og udflugter. I det hele taget er det meget vigtigt med aktiviteter for og med børnene, alle sanser skal påvirkes.

Holdningen er, at hvert enkelt barn er unikt. Møllehuset skal være et tryghedssted, hvor nærhed, omsorg og hensyn er i højsædet. Man analyserer hvert enkelt barn, og ser på hvor det er i sit liv, samt sørger for at inddrage familien. Man arbejder ud fra Maslows behovspyramide, KRAP (Kognitiv,Ressourcefokuseret og Anerkende Pædagogik) og Gentle teaching (dvs. at man ser et andet menneske som ligeværdigt, giver det enkelte menneske størst muligt indflydelse på sit eget liv og har et trygt og godt samvær med barnet). Det er nødvendigt med en meget struktureret pædagogik, da faste rutiner for det enkelte barn giver tryghed og ro.

 

Konkrete Arbejdsmetoder

Personalet opsamler meget viden omkring de forskellige diagnoser. Det er vigtigt med viden både på der faglige og det personlige plan. Barnets historie -familie, baggrund, vigtige livsbegivenheder mv.- skrives og beskives.

Kuno Beller-testen tages en gang årligt, for at se hvor meget barnet har udviklet sig, fysisk-psykisk, i forhold til sidst. (sproglig udvikling, leg, tankemæssig udvikling, motorik osv.)

Dokumentation og arbejdsmateriale

Møllehuset har pædagogiske og sundhedsfaglige analyser og målsætninger over året, der er gået, og over hvad barnet skal opnå det kommende år.

Der bruges kardex skemaer, der er individuelle observationsskemaer for det enkelte barn, hvor alt der sker i hverdagen registreres (mad, toiletbesøg, humør, oplevelser o.lign.).

Der er pædagogiske fokuspunkter i forbindelse med barnets udvikling (udviklingspædagogik).

Der er en detaljeret årsplan, hvor alle møder vedrørende beboere og personale, kurser, arrangementer osv.er beskrevet.

Der er en løbende kvalitetsudvikling/efteruddannelse i Møllehuset,

-jo dygtigere personale, jo bedre kan børnene blive hjulpet!

Pædagogisk tænker opgave – A.S. Neill

 

Alexander Sutherland Neill (1883 - 1973) blev født i Skotland og voksede op i et calvinistisk hjem. Opvæksten i dette strengt religiøse og især seksuelt fordømmende miljø fik stor betydning for Neills liv og for hans pædagogiske tanker – især om opdragelsens negative betydning. Han gik ind for ”den frie skole” og et antiautoritært system. Han gik også meget op i barnets selvregulering og respekten for barnet i det hele taget. I 1921 grundlagde Neill ”Summerhill-skolen”, hvor Neills pædagogik om selvrealisering er meget fremtrædende. Hermed menes der, at barnet selv kan og skal bestemme hvilke timer og aktiviteter, det ønsker at deltage i, og i hvilket tempo det skal foregå. Grundholdningen er, at børn bedst lærer gennem leg. Begrebet selvrealisering betyder også, at barnet ikke skal udsættes for færdige meninger og moral, men selv udvikle disse.

Neill tror på, at barnet er født uden ondskab, at det er de voksne, som skaber ondskaben i barnet ved undertrykkelse og tvangsmæssig tilpasning til normer, regler osv.

En grundlæggende værdi for Neill er selvregulering, der som tidligere nævnt betyder, at børnene har frihed til for eksempel selv at bestemme, hvornår de vil møde op og deltage i undervisningen. Den frie opdragelse er også vigtig for Neill, hvilket også går ind under selvregulering. Hermed menes der, at børnene leger frit, men under ansvar og fornuft.    

Målet med opdragelsen/pædagogikken er, at børnene bliver gladere, mere omsorgsfulde og mere ansvarsfulde.

Forholdet mellem børnene og de professionelle voksne skal være godt. De voksne skal kunne lide børn. Der skal dog være nogle regler, men de skal vedtages i et ligeværdigt samarbejde mellem børn og voksne på ugentlige møder, og der skal være konsekvenser, hvis reglerne overtrædes.

Lærerne skal respektere, de ønsker og interesser børnene har, og skal kunne fungere på lige fod med dem. Dette skal gøres gennem ærlighed, humor og interesse. Børnene skal behandles i overensstemmelse med deres alder og udvikling. Dog bliver larmende børn smidt ud fra undervisningen, men uden yderligere konsekvenser. Stemningen skal være præget af en tvangsfri og rar atmosfære, gensidig respekt og varme mellem børn og voksne. 

 

Supplerende læsning:

Supplerende læsning omkring Alexander Sutherland Neills´ liv:

C:\Documents and Settings\Louise Hove\Dokumenter\Downloads\ibj10B - Neill (2).mht

16 tanker om barndom fra Rousseau til Broström af Jette Rantorp – Hvor der indgår et kapitel af Alexander Sutherland Neill kaldet ”Frihed frem for alt”.

 

Pædagogiske tænkere af Piet Hein: Forskellige citater, som er udvalgt og ordnet efter pædagogikkens 7 forhold, altså:

Samfundssyn, menneskesyn, pædagogiske mål, pædagogiske principper, pædagogens rolle, tilrettelæggelse, metode.

 

 

 

Multisocialisering

Multisocialisering, også kaldet dobbeltsocialisering, er en overlapning af de to socialiseringer, nemlig primær- og sekundær socialisering. For at forklare multisocialisering vil vi komme ind på disse to former. Primær socialisering foregår gennem barnets signifikante andre, dvs. en betydningsfuld person. Familien er i denne proces den primære socialiseringsarena. Normerne og reglerne som barnet har med hjemmefra, formidles videre til barnet og foregår subjektivt (at man indblander sine egne meninger), men barnet oplever dem objektivt (hvor ens blik og meninger ikke er inklusive, dvs. at man beviser noget gennem facts). Hvis barnet er specielt knyttet til den bestemte person(f.eks. pædagogen), så gør det personens regler og normer til sine egne. Med tiden vil barnet udvikle sin egen identitet i forhold til det samfund det lever i og vil med tiden kunne forholde sig til andre mennesker i samfundet og forstå dem.

Den sekundære socialisering begynder ved mødet med institutionen, f.eks. Skoler, SFO, børnehave, vuggestuer o.l.. I denne del får barnet en viden om regler og normer, som gælder for lige nøjagtigt den position, man befinder sig i(eks. skolen). En udfordring igennem den sekundære socialisering kan være, at barnet under den primære socialisering allerede har dannet sin identitet, og at der ikke er overensstemmelse mellem den primære- og sekundære socialiseringsarenas regler og normer. Den vigtigste rolle som pædagog består så i, at kunne hjælpe barnet med at få styr på reglerne og normerne, for at barnet derefter kan danne sin egen rolle som individ.

Multisocialisering kommer i spil, fordi børn ikke er ret gamle, før de kommer i daginstitutioner. Det vil sige, at grænsen mellem primær- og sekundær socialisering ikke er lige så tydelig, som den har været tidligere. Derfor påvirker de to begreber hinanden. Den tredje socialisering sker gennem medier og de nye familiestukturer, idet børn præges gennem bøger, blade, tv og internet(o.a.) og skal desuden forholde sig til delefamilier m.v. Denne påvirkning sker ofte uden en pædagogs tilstedeværelse.

I denne model ses kombinationen af denne delte proces mellem barnet, familien, medier og den signifikante person i institutionen.

Multisocialiseringsmodel:

 

Kilder:

http://10rs1gruppe6.blogspot.dk/2010/09/socialisering.html>

http://www.gsweb.dk/lis/Paedagogik/Microsoft%20PowerPoint%20-%20Socialisering.pdf

Blogopgave d. 31. oktober 2012:

 

Hvem er de faste deltagere i mediepanikken?

 

De faste deltagere er blandt andet lærere, pædagoger, forældre og forskere/eksperter. Der er forskel på, hvordan familierne ser på brugen af medier i hjemmet og i fritiden. De forældreholdninger der findes er:

-          Den frigjorte familie, hvor medierne er naturlige og uden begrænsninger.

-          Den beskyttende familie, hvor der er reguleret i mediebrugen.

-          Den demokratiske familie, hvor mediebrugen er til debat og de unge præges til at bruge medierne fornuftigt, men ingen faste regler.

-          Den fællesskabssøgende familie, hvor forældrene støtter børnenes mediebrug, bare det ikke tager overhånd.

Kilde: Digital Dannelse af Lotte Nyboe, Frydenlund, 2009, side 110.

 

Andre har positiv holdning til mediebrugen, da de unge også får en del gode færdigheder ved for eksempel chat. Det kunne være:

-          Evnen til at tolke og udtrykke sig.

-          Hurtighed i kommunikation.

-          Evnen til at orientere sig.

-          Evnen til at reflektere.

-          Evnen til at færdes i skiftende sociale og kulturelle sammenhænge.

Kilde: Digital Dannelse af Lotte Nyboe, Frydenlund, 2009, side 138 - 139.

 

Links til artikler, debatter mv.:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/nye-medier-er-ikke-farlige

http://www.youtube.com/watch?v=gfBdVnzDtKg

 

 

Hvad er forskellen mellem den almindelige mening og de faglige begrundede opfattelser, der må ligge til grund for pædagogens arbejde? 

 

Den almindelige mening er det folk siger, når de taler om medier og alt det nye, der kommer (det er udokumenterede meninger). Det kan for eksempel være læserbreve, diskussioner på arbejdsplader etc.

Den faglige begrundede mening, er baseret på evidensbaseret forskning og dokumenteret viden.

I øvrigt er mediepanik ikke et nyt fænomen, allerede for 2000 år siden udtrykte både Sokrates og Platon bekymring over henholdsvis alfabetet, teater og digtnings dårlige indflydelse på ungdommen.

Dagens undervisning 11.okt. 2012

I dag fik vi først tilbagemelding på den individuelle skriveøvelse.
Derefter gennemgang af hovedindholdet i bogen "Kulturfortællinger - fortalt med mange stemmer". Den omhandler tværkulturel- og transkulturel forståelse af kultur, forforståelser og redundans. Efterfølgende udfyldte vi et spørgeskema vedrørende hjemstavnsfølelse, som vi så diskuterede på klassen.
Til sidst gruppearbejde over dagens emne. Jeg var med i gruppen, der hørte en P1 diskussion mellem Özlem Cekic og Rasmus Jarlov. De diskuterede, om den mulimske Eid fest fylder for meget i det offentlige rum. Der kom forskellen mellem de to begreber om kulturforståelse meget tydelig frem. De andre gruppers emner var også spændende. Alle kom med gode oplæg, hvor vi fik vendt dagens problemstilling endnu engang.
"Dagens udbytte": det er vigtigt, også for en pædagog, at være opmærksom på og vidende om kulturforskelle. Derved kan man undgå mange misforståelser og andre problemer, som vores efterhånden ret multikulturelle samfund byder på.

Individuel skriveøvelse: redegørelse

I Kulturfortællinger-fortalt med mange stemmer kap.7, side 110-129, bliver man præsenteret for to indgange til kulturbegrebet, nemlig den tværkulturelle - og transkulturelle forståelse af kultur.

Ved den tværkulturelle forståelse af kulturbegrebet tages der udgangspunkt i sammenligninger af forskelle og ligheder inden for forskellige kulturer. Det påpeges, at modellen rummer fare for etnocentrisme eller kulturrelativisme. Etnocentrisme vil sige, at man sammenligner egen kultur med andre ud fra en lineær udvikling, hvor ens eget udviklingstrin er det højeste. Der lægges afstand til andre kulturer, de er ikke på højde ens egen. Kulturrelativisme vil sige, at man ikke blander sig i de andres kultur, de skal have lov til at udfolde sig frit, vi forstår os ikke på det. Ved disse to kulturforståelser betragtes kultur som en afgrænset størrelse, der kan puttes i en kasse, der anskues og bedømmes udefra.

Ved den transkulturelle forståelse tages der udgangspunkt i, at det er mennesker, der mødes og ikke kulturer, og at det er i mødet, at kultur skabes og udveksles. Ved den transkulturelle forståelse påpeges at også den, der betragter en anden kultur, er bærer af sin egen kultur og derfor må have et dobbeltsyn, der både vendes udad og indad, når kulturer mødes og skal forstås. Kultur er ikke en statisk tilstand, men en dynamisk proces der er i evig forandring. Ved den transkulturelle model er det ikke kulturene der er i fokus, men derimod samspillet og konteksten.

I teksten behandles begrebet forforståelse og redundans. Ved forforståelse menes den grundlæggende viden/erfaring, man har som følge af den kultur, man kommer fra. Forforståelserne letter kommunikationen mellem mennesker, hvilket muliggør redundans. Redundans vil sige, at mennesker kan tale sammen og forstå hinanden, uden at alle detaljer er blotlagt. Dette er dog forudsat, at referancerammen er den samme. Hvis det ikke er tilfældet, f.eks. i undervisningssituationer, må det forklares og diskuteres, således at der dannes en kulturel bevidsthed hos eksempelvis de studerende.

Teksten beskriver ligeledes, hvordan man kan ændre sit perspektiv. Det at ændre sit perspektiv er udfordringen for det moderne menneske. Det gøres ved at blive mere bevidst om kulter, og selv deltage i kultur. Det kan gøres ved hjælp af kulturanalyser, hvor man veksler mellem at se, og ved at have viljen til at se dybere end det, der kan ses med det blotte øje. Det der ses, er altid kun en del af en større helhed. Man må flytte sig mentalt, holde sig i bevægelse for at kunne ændre sit perspektiv, og dermed hele tiden at kunne tilføje nyt til sin helhedsforståelse.    

 

Kilde:

Jørgensen, Hanne Hede, ”Kulturfortællinger – fortalt med mange stemmer”, 2004 Systime A/S

Feltstudieopgave - Nørbygård i Hanstholm

Feltstudieopgave - Nørbygård i Hanstholm

Feltstudie – Pædagogens kompetencer:

Interview med pædagogen Helle Fejerskov

Indledning:

Vi er en pædagoggruppe fra VIA UC Thisted, som har været ude at besøge Nørbygård i Hanstholm, hvor der er plads til 24 beboer, og hvor de tager sig af, og støtter folk med et misbrug af alkohol, stoffer og psykiske lidelser.

Problemformulering:

Hvor har vi været? Hvem er pædagogen og hvor længe har hun arbejdet der? Hvordan fandt hun ud af, at dette var det område hun ville arbejde med? Hvorfor arbejder hun netop det sted? Hvad er det særlige? Hvordan håndterer hun en konflikt mellem pædagog og beboer? Hvad er hendes rolle som pædagog? Hvad skal hun kunne? Hvad er det sværeste ved jobbet?

Et misbrugscenter set fra en pædagogs vinkel

I forbindelse med vores feltstudieopgave, har vi besøgt Nørbygård-centret i Hanstholm, og lavet et interview med den 35-årige Helle Fejerskov, som efterhånden har arbejdet der i 4 år, ud af de 6 år hun har været i pædagog. Udover pædagoguddannelsen er hun uddannet indenfor NADA-akupunktur, og er nu i gang med uddannelsen som en pædagogisk massør, hvilket er til fordel i hendes jobområde, da det beroliger beboerne.

Helle Fejerskov fortæller om, hvordan hun fandt ud af, at hun ville arbejde indenfor det område, som hun gør i dag. Hun fortæller, at hun i sin praktik fik indblik i området, og efter hun har arbejdet i børnehaver og fritidsordninger, fik interessen for at lære noget om mennesker, der var i pressede situationer. Det er et hårdt job at være pædagog på Nørbygård, da man gennem jobbet hører mange ubehagelige historier om deres baggrund, men derimod er personalegruppen god til at støtte, lytte og hjælpe hinanden. De har et godt fællesskab blandt personalet og sætter tid af til, at de kan komme af med nogle af de tunge oplevelser, hvis det kan være psykisk hårdt at overkomme. Hun møder mange mennesker med forskellige misbrug, som hun hidtil ikke har kendt noget til, da hun selv har haft en tryg opvækst. Hun synes, at det er et fantastisk og spændende sted at arbejde, hvor empatien fungerer godt og hvor folk hurtigt kommer sig. Helle Fejerskov fortæller, at det er blandingsmisbrug, alkohol og psykiske problemer, der tit følges ad, når beboerne kommer, for at få hjælp. Hun går selv ind for døgnbehandling, da personalet derved kan holde øje med beboerne, og støtte dem til hver en tid. Inden de bliver udskrevet, bliver de tilbudt at få hjælp til at finde en anden omgangskreds. Personalet hjælper dem, med at sikre dem et indhold i tilværelsen, så de har en hverdag at komme ud til efter behandlingen.

Pædagogen fortæller, om det særlige der er ved hendes arbejde. Hun kan mærke, at det glæder hende, at se dem smile og når der sker en positiv udvikling. Hun er glad for at kunne skabe ro og tryghed for beboerne, som hun bl.a. gør ved massage og akupunktur. Hverdagen er uvis, fortæller hun, da man ikke ved hvad man kommer op til. Hun oplever at høre mange fantasifulde historier, som efter beboernes mening, gerne skal overbevise pædagogen om, at de f.eks. må få mere beroligende medicin eller andet, end aftalt. Senere i processen kan de dog grine af deres tidligere historier, og over at de har, kunne ”snyde” dem. Personalet arrangerer forskellige aktiviteter i løbet af ugen, såsom motion, leg og værksted. Derudover er der morgensang hver morgen kl. 8.15, hvor de også får info om dagen og andre aktiviteter.

Konflikt mellem pædagog og beboer kan forekomme, men da beboerne er meget konfliktsky, kan individuelle- eller gruppesamtaler være nødvendige for at skabe et godt fællesskab. Personalet arbejder med deres konkliftsky, ved at støtte dem, så dem til at sætte ord på deres følelser, motionere, shoppe eller f.eks. at lave en god middag uden alkohol. For at arbejde med den gruppe mennesker, skal man have viden og erfaring indenfor området. Det kan man få gennem kognitive kurser. Udover dét, er empati og forståelse for beboerne vigtig. Selvom beboerne ved indskrivningen skriver under på, at de ikke må forholde sig aggressive, så hænder det af og til alligevel, at beboerne er højrøstede og utilfredse, derfor må pædagogen være bestemt og konsekvent. Med de baggrundshistorier der bliver fortalt, kræver det at man er psykisk stærk.

Det sværeste ved jobbet er, når børn er involveret i processen. Hun dømmer ikke beboerne der har børnene, men tager derimod hatten af for dem, da de kommer og åbner sig for personalet, og indser at de har et problem. Anerkendelsesprocessen er lang, men det er godt, at de kommer frivilligt for at få hjælp og støtte. På trods af at de savner deres hjem og deres normale hverdag i starten, så sker der en stor forandring i løbet af de første 2-3 uger.

Konklusion:

På Nørbygård har Helle Fejerskov beskrevet hendes job som pædagog, og hvad hendes arbejdsdag består af. Jobbet er hårdt, men også utrolig interessant. Hun fandt interessen i jobbet, gennem hendes praktikperioder. Hun arbejdede med jobbet, da hun dengang gerne ville lære at arbejde med pressede mennesker. Konflikter kan forekomme og kræver at man er struktureret og bestemt. Man skal med dette job have empati, forståelse, kunne give støtte, og være god til at lytte. Det der gør det hele værd, er at se de forskellige positive udviklinger og succeshistorier hos beboerne både mens og efter behandlingen